Foreningens formål er at øge interessen for kunst ved at bringe god kunst til lokalområdet og sætte Borup på landkortet som kunst- og kulturbyen på Midtsjælland.

De store udstillinger i Borup Kulturhus er forbeholdt anerkendte kunstnere, men derudover formidler kunstforeningen mindre udstillinger i firmaer og institutioner i lokalområdet.

Kunstforeningen arrangerer desuden en årlig ucensureret ''Folkeudstilling'', hvor de første 30 tilmeldte får lov at udstille.

Siden 2002 har kunstforeningen arbejdet med etablering af en skulpturpark og kunstvandring i Borup.

Siden 2007 har Skovbo Kunstforening arrangeret en årlig croquisfestival, hvor op til 80 både danske og udenlandske kunstnere mødes og arbejder med croquis en hel weekend.